Ukrudt

 
05-10-2010
Haveleksikon

Ordet ukrudt kommer af tysk Unkraut = "ikke-urt". På ældre dansk hed det ugræs. Det er planter, der gror, hvor de ikke skal ifølge det menneske, som ejer eller driver et land- eller vandområde.

Et ukrudtsmiddel eller et herbicid er et pesticid, som dræber eller hæmmer væksten hos planter. Derfor bruges det i bekæmpelsen af ukrudt, dvs. uønskede planter. "Selektive ukrudtmidler" dræber bestemte grupper af planter, mens de skåner de dyrkede planter. Nogle af disse midler virker ved, at de griber ind i ukrudtets vækst, og de er ofte plantehormoner.

De egentlige ukrudtsplanter er en forholdsvis kort række urteagtige arter, som erfaringsmæssigt følger med overalt, hvor jorden bliver dyrket. De udnytter den niche, der opstår, når vi afbryder den naturlige succession og forsøger at gennemtvinge, at jorden skal være dækket af en bestemt afgrøde. Ukrudtsarterne er pionerarter, som er tilpasset til at udnytte udækket, nøgen jord eller i hvert fald jord, som kun er sparsomt dækket af vegetation. De fleste ukrudtsplanter er faktisk særdeles succesfulde planter, da de på kort tid kan sprede og dække større arealer.

Når de bliver betragtet som skadelige, så skyldes det, at de kan konkurrere om vand, lys og næring med de ønskede nytteplanter som f.eks. kornplanter, prydplanter, krydderier eller krydderurter. En anden grund er, at de kan gøre nytteplanternes afgrøde ubrugelig, f.eks. ved at ukrudtet er giftigt for dyr eller mennesker. Desuden kan ukrudtet være hjemsted for plantesygdomme eller skadedyr, som senere vil angribe kulturplanterne.





 
 
Find information om: guiden guide have
(Hovedkategori: Haveleksikon)